Om transformation og navn

Overgange og menneskelig transformation har altid fascineret mig. Under mine studier i socialantropologi var jeg meget optaget af beskrivelser og forståelser af overgangsritualer; de ritualer som markerer overgangen fra en identitet til en anden. Overgange en del af livets naturlige cyklus, som overgangen fra barn til voksen – eller den jeg selv er i gang med nu; som godt moden kvinde. Jeg er for tiden meget optaget netop af mellemrummet, den fase man gennemlever mens man er på vej fra en gammel identitet og endnu ikke har trådt ind i en ny; den liminale fase, ”betwixt and between”, hvor man er hverken-eller; en rejsende ind i det ukendte.

I vores kultur mangler vi de overgangsriter og traditioner som mange ”traditionelle” kulturer har. Hvis vi overhovedet har ritualer for at fejre disse overgange – som konfirmationen – er de ofte kommercialiserede og institutionaliserede i den grad at de er blevet tømt for åndeligt indhold. I vores kultur mangler vi derfor i stor grad vigtige kulturelle og åndelige vejvisere gennem de store ændringer i livet – vi er på mange måder nødt til at tage rejsen på egen hånd.

Her i foråret har jeg været så heldig at kunne observere på tæt hold hvordan transformation spejles i naturen omkring os. I vores lille havedam har jeg længe set underlige, 6-benede undervandsmonstre som har svømmet rundt blandt mudder og gamle blade. Jeg gav dem ikke meget opmærksomhed (i hvert fald ikke positiv), før jeg indså at de meget lidt tiltrækkende væsener der nede faktisk var guldsmed-nymfer som lever i vandets mudrede mørke i 2 år, før de bliver store nok til at kravle op af vandet og gennemgå en af naturens vildeste transformationer.

Her til foråret var jeg derfor meget opmærksom, og sørget for at de fik fred fra vores kat mens de største uhyrer kravlede op af vandet og vågede sig over det store stykke ingenmandsland (vores fliser) hen til den hvidkalkede væg. En morgen – faktisk på min fødselsdag – blev jeg endelig vidne til det store under lige udenfor vores indgangsdør: en færdig udviklet guldsmed var i gang med at kravle langsomt ud af det tørre skal, alt der var tilbage af undervandsmonsteret. Den tørret sine nyfødte vinger længe inden den fløj afsted op i luften, mens den gamle ham hængte, tom og ubeboet, klistret til den hvide væg. Senere fik jeg så æren at hjælpe en anden af slagsen op af kattens vandskål, og gav den en finger at holde fast imens den blev tør og igen kunne flyve afsted.

Måske har vi meget at lære af guldsmeden. Måske har vi også stadig væk et indre instinkt der driver os op af mudderet, kravlende op ad et strå af håb, for at smide hammen, brætte vingerne ud og flyve?

Vores kultur har ikke altid rum for, sprog eller vejledning tilgængelig for de indre, psykiske, mentale og åndelige forandringer. Vi er blevet aflært at stole på vores indre instinkt. Derfor bliver vi oftest skubbet ud i transformationsprocesserne, gennem kriser, traumer, sorg og tab. I vores samfund er krisen ofte udløst af et kollapset nervesystem – stress og udbrændthed netop fordi vi ikke har lært hvordan vi skal forholde os til ændringer og tage os af vores indre følsomhed.

Vi må igen lære at stole på, at vores impulser og instinkter hjælper os igennem det ukendte, liminale rum til en identitet som er stærkere, sandere og mere flyvedygtig end før. Så vi kan følge det vores indre natur fortæller os, er det, vi er født til at gøre; flyve dertil, hvor vi længes efter at flyve.

En overgangsfase er aldrig særlig behagelig, det er som oftest ret forvirrende og angstfuldt at vandre gennem ukendt land. Men det er en naturlig del af livet, og en nødvendig del af livet, at vi er i forandring, udvidelse til en mere udviklet version af os selv, hele tiden. Både som individer og som samfund. På mange måder er vi kollektivt, hele verden, vores klode, i en sådan overgangsfase lige nu. Klima, krig, pandemi, krise efter krise kaster os ud af vores gamle, trygge ham og ind i det ukendte rum.

Hvem er vi? Hvad er det, vi giver slip på, og hvilke værdier er det, vi ønsker at holde fast i? Hvad er det i os, hver enkelt, som kan tænde flammen, så vi – både individuelt og globalt set – kan blive flyvedygtige?

Vi er – i overført betydning – navnløse, mens vi rejser igennem det liminale rum, i en overgang fra en identitet til en anden. Vi er ikke den, vi var før, og vi er endnu ikke blevet til en ny. Vi ved ikke hvem vi er. Vi mister måske noget af det, vi troede var os og som vi har identificeret os med– en vigtig arbejdstitel, en anerkendt karriere, en rolle som dygtig mor eller skoleelev – og pludselig mærker vi, at alt det der før definerede os, ikke har værdi længere. Vi identificerer mig ikke lige så stærkt med de titler, vi gik med på jakkekraven, eller som stod på skiltet udenfor døren. Det er ikke mig længere. Langsomt mister vi vores gamle skal.

I mange kulturer bliver man tildelt et nyt navn efter vigtige ”Initiations” – overgangsriter til en ny identitet. Michael Meade, en spændstig storyteller og forsker i myter og antropologi, mener, at vi i vores kultur stadig har bevaret en rest af instinktiv, ”initiatiatory wisdom” som gør, at vi ønsker os et nyt navn, en tatovering, eller en piercing eller lignende, som viser udad at vi har gennemgået ændringer, der gør, at vi ikke føler os som den samme som før indeni.

Dette læste jeg for nylig, efter at jeg selv lige havde skiftet navn, efter længe at have mærket ønsket om at få et nyt navn, og det gav dyb mening for mig. Efter at have æret min fars og min mands slægt og de maskuline værdier i mig selv i så lang tid – vil jeg nu gennem mit nye navn ære min mor og mormors slægtslinje og den norske natur som betyder rigtig meget for mig, såvel som de feminine værdier i mig selv.

Alle har vi vinger, alle har vi en smuk og helt genuint unik guldsmede-krop som venter på at bryde frem, under skallet af vores gamle overbevisninger. Når vi for længst er vokset ud af den gamle ham og længes efter at flyve frit. Vi kan smide dem, lag efter lag, de gamle begrænsninger og ideer om hvem vi er, titler og identiteter som har klistret til os og som har fået lov til at sidde alt for længe. Vingerne er måske allerede i færd med at dannes og folde sig ud, så vi kan flyve og leve det liv vi føler os kaldet til.

Alle er forskellige og vores rejser er helt unikke, og dog, gennemgår vi alle sammen hele tiden dybe forandringer, som vi bliver bedre og bedre til at forholde os til og navigere igennem – og acceptere som en naturlig del af livet.