Der er bare så langt derhen, så mange forhindringer at overkomme.
Nogle gange er det, som om livet kræver, at jeg træder ud over kanten af en klippe.
Jeg står på den ene side med alt det, jeg kender godt. Her ved jeg, hvordan jeg skal opføre mig. Hvad jeg skal sige og gøre for at klare mig og blive anerkendt. Få likes. Få en god karakter. Få et smil.
Men min længsel flakser på den anden side. Et ukendt land.
Jeg står der på kanten, uden at vide hvor langt der er ned, hvor vejen går hen. Hvordan jeg kommer mig videre.
Og hvor skulle jeg vide det fra? For jeg har aldrig været her før. Vi har aldrig været her før.
Jeg tager jeg modet til mig og tager skridtet! Følger min længsel. Hopper eller kravler ned ad klippen, og famler min vej igennem ukendt land. Eventyreren vågner, glæden over at være på vej. Meningsfuldt, håbefuldt, lidenskabeligt, på vej.
Men nogle gange kommer jeg så langt ud i et vildnis, hvor jeg mister oversigten. Mister vejen blandt de mange små mulige stier, de velmenende skilter og brugsanvisninger langs vejen, og mister kontakten med min retningssans. Jeg finder ikke vejen tilbage. Finder ikke vejen frem. Kan ikke helt huske, hvad det var, jeg egentlig havde gang i. Har glemt, hvorfor jeg valgte at gøre, som jeg gjorde, hvorfor jeg valgte denne vejen, fremfor en anden, mindre besværlig vej.
Jeg kunne have blevet deroppe, på det trygge, veltrimmede græs. Eller taget motorvejen til et sted alle kender i stedet for denne smalle, utydelige sti gennem et kaotisk landskab.
Jeg har mistet kontakten med hvor jeg ville hen, med mine egne ressourcer og lidenskab, og jeg kan kun se, det der ikke fungerer. Jeg glemmer mine styrker, hvad jeg brænder for og alt det, jeg kan og vil og er. Jeg får ikke øje på mulighederne, kun begrænsningerne. Jeg ser kun hvor lille og sølle jeg er – eller rettere sagt føler mig – i forhold til alle de andre, som står igen der oppe i det grønne græs og helt sikkert griner af mig. Og jeg har helt glemt hvorfor. Jeg har helt glemt min længsel. Og jeg er bange.
Lige der, har jeg brug for andre. Jeg har brug for at en anden kigger mig dybt ind i øjnene og minder mig om hvem jeg er. Hvor jeg er på vej hen. En som kan minde mig om, at jeg er et fantastisk menneske og at jeg har værdi, selv om jeg lige havde glemt det selv. Som hjælper mig tilbage på sporet af min egen lille, men betydningsfulde sti.
Og som minder mig om, at jeg har mit eget indre kompas, og som hjælper mig med at finde stien igen. Og igen. Og igen.
For jeg har et kompas, til de dage jeg har rodet mig ind i krat og urskov. Mine egne følelser viser mig hvor jeg er i forhold til sommerfuglen som lyser op i det fjerne og er min indre ledestjerne: min egen længsel. MIN længsel efter at være den jeg ved, jeg kan være. Efter at udtrykke mig og gøre ting på den måde, jeg inderst inde ved, jeg har potentialet til. Og den verden, jeg ønsker jeg levede i, og som jeg ved, er mulig. Og som jeg ønsker at være med til at skabe.
Når jeg roder mig væk fra min helt egne, unikke sti gennem landskabet, kan jeg mærke det. Jeg er urolig, irritabel, frustreret. Jeg er ikke på sporet. Ting lukker ned, går galt, jeg mister kontakten med mig selv og med andre. Jeg har faret vild.
Og så, når jeg er gen-forbundet med mig selv, med mine egne følelser og min længsel, når jeg kommer mig tilbage på sporet, går alt så meget nemmere. Ting flyder. Jeg flyder med, nedad åen. Uden at kæmpe imod, modstrøms. Og livet kommer til mig. Stien åbenbarer sig foran mig, skridt for skridt, uden at jeg behøver at kende hele vejen. Bare jeg holder min indre viden, min længsel, levende og i sigte, langt der fremme.
Måske er det der, vi er, ikke bare som enkeltpersoner, men også som verden. Hvor vi skal finde nye veje gennem et landskab ingen har gået før, til vores længsel mod en bedre verden. En verden hvor krig og sult ikke er nødvendig, hvor vi lever i pagt med naturen og hvor vi hver især med vores helt unikke skaberkraft sammen skaber en bedre verden. Hvor ingen behøver beskytte sig eller gemme væk deres kraft og særheder, men hvor de netop er det, der er nødvendig i helheden.
Vi bliver nødt til at tage vores længsel alvorlig, både som enkeltindivider og som samfund. Vi er nødt til igen og igen at gen-forbinde os til vores indre kompas for at komme videre. Og vi er nødt til at gøre det sammen, for at minde hinanden på vores storhed og styrke når vi ikke finder vejen.
Vi finder den igen. Og igen. Og vi er ikke alene.