Jeg har selv gået en snirklet vej for at komme til hvor jeg er i dag.

Født i Addis Abeba, Etiopien, af norsk/tyske forældre, har jeg fået det tværkulturelle blik med fra dag ét. Jeg kom dog til Norge efter 1,5 år, hvor jeg voksede op i Ski udenfor Oslo og i Bergen. Naturen har altid været en vigtig legekammerat og en nødvendighed i mit hverdagsliv, og jeg tegnede, skrev digte og historier og spillede teater alt det jeg kunne komme afsted med.

Skolegang og studier førte mig en lang omvej omkring et akademisk og intellektuelt orienteret liv uden så meget plads til alt det andet jeg elskede at lave. Efter en tur forbi international skole i Zambia som teenager og en baccalauréat i Frankrig, samt et halvt år i Nord-Norge som lærer, endte jeg op på Universitetet i Bergen og Oslo med studier i fransk, socialantropologi og psykologi. Jeg skrev speciale i antropologi om opbygningen af et Natur- Kultur-Helse-center i Norge allerede i 1994, den gang var temaer som Kultur og Sundhed, natur og Folkehelse allerede meget aktuelle i Norge. Som nyuddannet fik jeg en fantastisk sjov og spændende job som lektor i Kulturfag ved Universitetet i Sydøstnorge (den gang Høgskolen i Telemark). Jeg  opdaget hurtigt, at en ren akademisk karriere skabte stress og tomhed i mit liv. I min udbrændte tilstand var det den fantastiske natur udenfor mit lille røde træhus som blev redningen. Men der manglede stadig noget vigtigt. Det kreative. Kroppen. Højre hjernehalvdel.

Derfor tog mit liv en helt ny drejning væk fra en akademisk karriere og til Center for Kreativitet og Teater i København. En ret intensiv, selvudviklende kreativ proces som varede i 4 år. Med indlagt pause for min første hjernerystelse. En hjernerystelse som satte mit liv helt på standby mens jeg kæmpede med at finde fodfæstet i mig selv. Det fandt jeg, efter dybe dyk ned i angstens og ensomhedens rige. Ikke nok med det; jeg fandt også en familie. For min fremtidige mand kom og lavede mad til mig mens jeg var syg. I stedet for at tage hjem igen til Norge og mine dybt savnede fjelde, havnede jeg derfor her på den jyske flade mark, syd for Viborg i 2007. Tak og pris for Dollerup Bakker!

Her fik jeg to dejlige børn, et travlt familieliv og et spændende arbejde ved Kulturprinsen, Center for Børnekultur i Viborg. Jeg arbejdede med alt fra projektledelse, idéudvikling, forskning og formidling, til afrikansk dans og franskoversættelse foran Musikhuset i Århus – såvel som facilitering af kunstneriske processer i børnehaver.

Det var under én af disse kunstworkshops, at jeg igen slog hovedet og blev sat ud af spil i fire år – af en langvarig hjernerystelse. Mit feltarbejde nummer tre i hjernerystelsens langsomme og frustrerende – men samtidig åbnende rum. Det eneste jeg kunne, var hver dag at gå små, langsomme vandreture i skoven – det var min bedste medicin.

Lige inden havde jeg færdiggjort en uddannelse som krops- og psykoterapeut på Tobias-Skolen, og visionen om Åbne Rum tog gradvis form. Men den blev ikke til virkelighed før jeg fik den sidste brik på plads. I mit sygdomsforløb fik jeg en praktikplads på Viborg Kommunes Stressrehabilitering i Gamle Almind. Naturen blev igen en vigtig del – ikke kun af mit fritidsliv, men også mit professionelle liv. Og så gav det hele bare mening. For selvfølgelig skulle naturen med, som ’the missing link’ i visionen om Åbne Rum. Min praktik blev langvarig – næsten to år – fordi jeg undervejs fik brystkræft og måtte igennem operation og strålebehandling. Det gik heldigvis rigtig godt – og blev en bekræftelse på, at man kan komme styrket ud af sygdom og krise. At det skal være nu. Vores liv og vores drømme skal ikke vente.

Derfor Åbne Rum, maj 2019.